Jeg er ingen Stig Tøfting til at takle mine problemer,
De har atletiske ben at stå på, hvis du ved hvad jeg mener,
Men når det kommer til at løbe fra dem, ser de kun min røg,
Den samme røg jeg puster ud efter at ha tændt endnu en smøg.
God til at slikke sår, selvom min sjæl ikke engang er forstuvet
Får mit gå-på mod fra et livssyn der er blevet så forskruet
At jeg kan være tilstede alt imens jeg drømmer mig væk og ty
Til dovent at gemme mig bag min lille blækspruttes blæk-sky
Til tider blir jeg træt af hele tiden at sku søge ly
Fra en storm der aldrig rigtigt rammer tryghedens hjemby.
Har foretrukket smalltalk lige siden jeg fløj med stork
Ærlighed kunne aldrig måle sig med en sludder for en sladder
En ballast af sarkasme jeg valgte før jeg kunne smøre mine egene madder.
Jeg er en trist hofnar uden et hof at brillere for
En soldat, klar til at dø for en sag han ikke vil kæmpe for
Jeg er en verdensmand, ja en sand skrædder der kan sit kram,
Se til imens jeg professionelt snakker mig ud af at ha gjort kjolen for stram.
Sender hende hjem med en følelse af at hun sku ha flejnet,
Og fortsætter ufortrødent med at drikke og ryge mig i hegnet.