Der skulle gå en del år, før det gik op for mig, at søløver ikke venter på sild, som de gør i Zoologisk Have. Det var nogenlunde samtidig med jeg fandt ud af, jeg godt kunne lide piger.

Min morfar registrerede det lynhurtigt, den fredag han hentede mig i børnehaven. Det var måske heller ikke så svært.Han fangede mine øjne, da jeg kom gående hånd i hånd med Louise.

"Skal i giftes", sagde han konspiratorisk og lo sin høje gungrende latter, så jeg næsten kan høre den endnu.

"Nej",svarede jeg:"vi er bare kærester".

"Nå,nå", han nikkede.

"Ja, for man kan godt have flere kærester, ikke?" Jeg stillede det som et spørgsmål. Jeg var nemlig ikke helt sikker i min sag.

"Joh, det kan man da helt bestemt", han kradsede i sit skæg, og lukkede lågen ind til børnehaven bag os.

Børnehaven kommer jeg stadig forbi, når jeg går aftentur med hunden. Min kone siger hun ikke forstår, hvorfor jeg altid går den vej. For i stik modsat retning ligger der en dejlig stor park.

Min ungdom var vild, det ved hun. Jeg har bare ikke kunnet, få mig selv til at fortælle hende, hvad jeg lavede i parken.

Stødende og stønnende vanvidscener, med tonsvis af "søde piger" der villigt fulgte mig gennem krat og buske. Elskov nej vel? Hormoner ja. Harmløst måske? Mit ungdoms liv henslæbt, som en fordrukken søløve med sit harem.