Jeg elsker klangen af dit navn. Hvordan det dvæler i atmosfæren. Jeg smager på dit navn. Lader det skifte fra side til side. Vender og drejer det. Tygger på det. Mærker på konsistensen. Umami. Endorfiner udløses, når jeg får det til at lyde som om, vi er noget. Når jeg nævner for veninder, at jeg ventede på, du fik fri fra arbejde. At jeg er typen, der har nogen at vente på. At jeg er typen, nogen vil have til at vente på dem. At jeg er typen, der aftaler med nogen, at de skal skrive til mig, når de får fri og komme hjem til mig. At jeg er typen, nogen har lyst til at tage hjem til.
Men så skriver du, det bliver sent, før du får fri. Og jeg er træt og bøjer under for mine fysiske nødvendigheder. Ej, vi må ses en anden dag. Det er stensikkert!
Men det trækkes ud. Det trækkes altid ud. Vi har jo så travlt. Vi prioriterer ikke hinanden, men vores karrierer. Vores dannelse. Vores identitetsdannelse. Og dér har vi ikke plads til hinanden. Der er ikke nok timer på døgnet.
Og du vil egentlig også kun et henkastet forhold, hvor jeg skal acceptere at være anden, tredje, fjerde prioritet, og hvis jeg ikke kan det, bliver jeg skiftet ud. Skiftet ud med en, der også behandler dig som anden, tredje, fjerde prioritet, men det kan jeg ikke.
Jeg kan ikke henkastet lukke dig ind i min privatsfære. Det er ikke hvem som helst, som får lov. Alle holdes i armslængde. De skal lige ses an. Vurderes. Afprøves.
Og nu hidser jeg mig op i en brandert. Jeg finder mig ikke i det. Jeg vil være nummer ét, men jeg står som et fjols. Du sagde det jo fra start. Hvad havde jeg regnet med? At jeg kunne ændre det? At du ville forelske dig i mig og glemme dine principper og regler og prioriteter? Det var dumt af mig. Selvfølgelig ville du ikke det.
En måned efter er du med kæreste.