I min bedstemors have var der ting, der skulle nås.
Før lyset forsvinder, sagde hun.
Så vidste man, det var alvor. Også fordi blikket i hendes øjne og tonen i hendes stemme blev skarpe som knive, og fordi hendes benede krop undergik en abrupt transformering, når skorstenens skyggen ramte døren til drivhuset; hendes trippende skridt blev hurtigere, hendes krogede hænder tog hårdere fat. Selv ryggen, der siden hendes uheld på trappen havde ødelagt hendes nattesøvn og plaget hver eneste vågen time, tvang hun til at yde.
Hvorfor, spurgte vi tit, er du så hård ved dig selv?
Som svar fik man en rive eller en greb, en spand til kartofler, en kurv til løg eller, hvis klokken trods alt var blevet for mange, et vidende blik og et stille smil.
Mens præsten kaster jord på kisten, er det hende, jeg tænker på. Musklerne i hendes magre underarme, der dansede under huden, når hun stemte imod med fødderne og med ét jævnt træk frigjorde porrer og langstænglede jordskokker. Hendes hullede gummistøvler med de sprukne, nedrullede skafter.
Du ser på mig hen over graven, mens præsten lyser sin velsignelse, rank og rolig, som om Gud Faderen virkelig ser ned på dig og løfter dit blik, som om du i netop dét sekund accepterer, ikke at skulle se hende igen, eller faktisk modtager den fred, præsten kalder ned over dig.
Da ceremonien er slut, og du sammen med din far og søskende træder frem til graven med blomster, glider jeg bagud og væk og sætter mig på en bænk i et hjørne.
Senere, da I tøvende forlader graven, ser jeg din far og dig med armene om dine søskende og forbander en gud, jeg ikke tror på, men som muligvis lige har give dig det, du behøver for at komme videre - i så fald undskylder jeg.
Jeg står i hallen i dit hjem med et tomt glas i hånden, da du pludseligt træder ud af døren fra stuen. Den ro, jeg så ved graven, har fortaget sig - måske, tænker jeg, var den indbildt.
Vi holder længe om hinanden, og da du omsider giver slip, og vi sætter os på bænken under spejlet, siger du, at du er glad for, jeg kom.
Så tager du min hånd.
Det er sjovt, siger du. Mens vi stod derude, tænkte jeg mest på din bedstemors have ... Hvordan hun altid fik travlt, når det begyndte at blive aften.
Jeg nikker.
Før lyset forsvinder, siger du og smiler.