DEJA-VU
Du eksponeres i tanken
holdes tilbage
der er skabt inferno
i mine skrigende himle
opsange mønstres fra mit mellemgulvs teater
men jeg er ingen epiker
så hej igen
er du kommet efter prinsen?
livet er kort
jeg beholder esset
og forsøger igen
med hovedet nedad
bleg og krank
tager jeg din hånd
dikterer slagets gang
i en ufin balance
despotens maske er din
jeg er
som en tavs silhuet
ingen farver
ikke én
kun et syndikat uden fælles mål
og en kærlighedsanorektiker
så et hjerteslag
jeg går ikke i panik
men hænger det op
sådan fungerer det
langt derinde kan jeg se
den verden du elsker
så komplet
ingen af mine byer passer ind
hvilket forløsende deja-vu