LANGE, LIGE ROSER, FARVEL
På naivitetens hjul og stejle
hvor romantikken forgår
hvor arven sætter ind
derfra mit tankespind mønstrer
et esoterisk sprog
fra sorgens masse
Lange, lige roser, farvel
Som i forlader mig
forlader jeg jer
tvetydig i min hjertekrigs indhug
Jeg lod mig bortføre
helt ind i galskabens time
stolede på den bagstræbende magi
og tog ildhu til genmæle
mod naturens aksiom
Sidder tilbage med asken
fra drømmens bærende væg
en skygge nedkommer
dalende i åndens kløft
jeg kigger ikke væk
men finder mit mandshjerte frem
stiller mig rank i mellem skuffelsen muld
og begravelsens karma
Jeg ser jer forgå i mine hænder
visnende fra mit første smil
i sommerens sidste minutter
accepterer jeg jeres afsked
Lange, lige roser, farvel
Men forladt
men forgrædt
Aldrig mere skal vi mødes