Mørkets sammensurium går amok
fyldt med fabler fra det hinsides
jeg påtvinges en løssluppen magiker
og hilser opstyltet på regimet
fra en momentan løbebro
dvælende over fantasiens synapsekløft
Nattens gøglere mobiliseres
lyssky og bespottende
gestikulerende at de fornøjes
i selskab med deres duks
den ypperste fremdriver af betydning
fra sandhedens gele
Jeg skæver til det omnipotente
med samvittighed som en døende sol
det skadefro øje følger mig i betagelse
jeg løfter mine opelskende arme
hidkalder den ambitiøse
og udskiller den fromme
Terrænet falder sammen
et daggry er kommet fra øst
som en helt på sit vrinskende firben
jeg afventer måbende min kvittering
men mærker kun naturens dødsstød
og nålene fra den ellevte dimension
Jeg klassificerer denne dag
som en åndelig tragedies posthume stempel
alle som én ender vi i en bunke jord
med dødens klister ætsende vores humbug
omverdenens antigen er en sovende djinn
som stadig intet har lært