Besnærende flammer
fra mit skismas begrædelige dyb
sådan fængsles jeg i en sort arvesø
jeg er mennesket
den uartikulerede guddommelighed
frydens abe
En renegat fantasme
giver opstrøg i hjernespind
jeg er kun et bølgefænomen
i brusende floder
men ter mig som ringens medie
sanseløst overfortolkende
en hindu i hurlumhej
Dødsgudens gyngende gemakker
trækkes igennem min essens
på en kæde af guld
og mit driftige livs tomme kammer
får endeløse dimensioner
det ramler ind i rumtiden
og fæstner sig til mit hovmod
hvori tankens magt brydes
skændet tværs henover sin median
Hundeangst på en stejlende tyr
smides jeg tilbage på det store hjul
mit fodtøj væves med lava
og manifestationer af udyrets sørgespil
opstår i mine selvmanipulerende gener
Som måne i evig cyklus om en nyfødt sol
er jeg daglig brændsel i den sekulære ild
jeg tager kampen op
foran publikums rim og remser
mens stilheden suger mit blod
og fletter et skvulpende hav af mit skinds ydmyge fabrikker
gladiatoren er falden
en fugl er født
Den ser
Fra enhed og kosmos
til polariserende kaos
En klarhjernet introspektion
slebet fra drabets aske
et smalt vindue
et klejnt strøg af sollys
og krigens død bliver åbenbar
Jeg er mennesket
den uartikulerede guddommelighed
min lille forstand er min største straf
og min ånds massakrerende ledetråd