Luften plirrede. Solen skinnede ind gennem vinduet i hans hummer, og voldsomheden deraf lod sig selvfølgelig ikke ligefrem mediere af det faktum, at ikke en vind rørte sig. Dagen ville blive varm. Dagen var sgu allerede varm, selvom den knapt var kommet igang endnu. Han mærkede tømmermændene banke i knolden, og fandt kortvarigt tilbage til aftenen før, hvor han ganske ugeneret havde blameret sig på det groveste overfor en pige, hvis ansigt, allerede nu, var uhjælpeligt på vej ud i tågerne. Hele kroppen værkede. Han virrede med hovedet for at mærke om, han stadig besad nok muskelkraft og ditto kontrol over den til at kunne tillade sig at forvente noget, hvis nu han valgte at sætte sig i bevægelse. 'Sætte sig i bevægelse', sgu en mærkelig måde at formulere sig på, tænkte han. Men han blev jo nødt til at komme afsted. Deres tålmodighed var velkendt for at være overraskende kort, når det kom til at skulle udvise omtanke og forståelse for selvforskyldt hovedpine og kvalme. Han lå på ryggen. Han trak vejret helt ned i lungerne og blev gjort opmærksom på, at én eller anden måtte have efterladt sit maveindhold et sted i hans umiddelbare nærhed. Den beske stank af bræk, af dens delkomponenter mavesyre og galde, stak til ham. Selv ikke selvom han havde sovet i guderne må vide hvor mange timer på hotelværelset her, kunne hans næsebor overhøre det bombardement, som ramte dem, da han begyndte på sit sug. Han åbnede sine øjne, og de bange anelser om den forestående varme blev bekræftet, da det ihvertfald ikke var en bil placeret ude foran hans værelse med lygterne tændt helt op, som sørgede for det lys, han havde fornemmet bag de nedtrukne øjenlåg. Han rejste sig langsomt op, og fandt ud af, hvor han havde deponeret sit bræk engang i løbet af natten. Han var smurt ind i det. Han havde tilsyneladende formået at undgå at kvæle sig selv i søvne, var han vågen nok til at konstatere, men det måtte udelukkende have været fordi, han havde formået at drikke sig så meget under, at hans krop, i giftchok måske, havde omdannet sig til et menneskeligt rekyl og udsendt maveindholdet i en voldsom stråle væk fra ham for at få sig renset så meget ud som muligt. Det lå plastret ud på gulvet, den del han ikke selv havde fået på sig. Han satte sig op i sengen. Fandt sine bukser frem. Efter han havde trukket dem på, rejste han sig og gik hen til støvlerne, der lå et godt stykke fra sengen; og brækket. Han vaklede udenom den godt på vej til indtørrede pøl og satte sig ned på sengen igen. Mens han forsøgte at få støvlerne på, trykkede gammaglimt fra aftenen før sig på. Han havde været på toilettet med en kvinde. Hun havde suttet hans pik, hele vejen i bund. Hun havde kigget op på ham med et blåt øje og et smil, han ikke lige kunne placere, hvor skulle komme fra, virkede sgu ikke til, det var noget selve situationen med ham i båsen kunne have fremkaldt sådan lige. Gulvet havde været smurt ind i pis, eller det stank sådan, og da det skinnede lystigt om kap med hendes smil, gik han ud fra, at mangt en ungersvend måtte have været forbi båsen her i løbet af aftenen, men som også, ret så tydeligt, havde haft svært ved at ramme, hvor han nu selv sad placeret med hende mellem benene. Hun suttede til. Han kunne næsten mærke det insisterende vakuum i mellemgulvet og blev overrasket over, at en følelse kunne sidde så rent og klart i ham efter så mange timers øl, sprut og nu søvn. Men det kunne den åbenbart, og han var bestemt ikke sikker på, det havde været en ubehagelig oplevelse. Han kunne endda fornemme, at der, et sted under kvalmen og den dårlige smag i munden, gemte sig en begyndende lystfølelse efter at genopleve hele seancen; denne gang i mere ædru tilstand. Han hengav sig lidt til nattens udskejelser, mens hans sad på sangen. Der var jo ingen grund til at lade smerte være det eneste, der befolkede hans morgen, når nu der måske var en chance for at forsøde den lidt med andre mere velkomne, og knap så sig selv udtømmende, følelser. Han så det for sig. Sig selv siddende på det nedslåede toiletlåg, mens hun lå mellem hans ben. Han så hendes stempelbevægelser, nakken der pumpede op og ned, men nu fra siden. Han fornemmede distancen mellem dem. Der var larm uden for båsen. Råb og skrig. Men han sad bare med lukkede øjne og gled hen. Skellet mellem dem og udenfor accentueredes af stilheden i båsen og støjen, der trængte sig på, pressede på omkring dem. Han fornemmede den i baggrunden. Den lå som et kludetæppe omkring dem; fragmenteret og isolerende, forrevet og dog kompakt. Hun forekom ham tættere på nu. Han mærkede hende trænge gennem larmen, og han opdagede hvordan hun trådte mere og mere frem på nethinden af ham i takt med, at hans nerveender i bukserne var begyndt at gendanne følelsen dernedefra men nu bare forskudt i tid. Han holdt i hendes lyse hår, og havde knoklet sine fingre godt deri, da han havde mærket sit underliv give efter. Den eksponentielt ekspanderende varme han efterlod i hende manifesterede sig i ham som et brutalt spejlbillede, som et bagud orienteret projektil blomstrede den op i ham. Han kiggede ned på hende gennem den vansirede maske, han havde trukket for øjnene og så hende sende ham et smil. De øverste fortænder manglede.