Jeg vågner af en dansende flue på min pande. Jeg løfter brat min højre arm for at virre den væk, men rammer i stedet mig selv i næsen. Av for satan. Min t-shirt er i nattens løb blevet vredet så tæt rundt om min overkrop, at jeg næsten ikke kan bevæge mig. Mens jeg tungt løfter mig op på venstre albue, forsøger højre hånd at hive mig fri af trøjens klamren. Det lykkes næsten. Hvorfor skal morgener altid være så uoverskuelige?

Den nye dags bevidsthed bringer weekendens minder med sig. Det er gode minder, fyldt til bristepunktet med nærvær. Fire dage hvor vi begge fik genopladet vores batterier og nød at forestille os et liv uden forpligtelser. Vi sprang frokosten over og så Disney film kl. 02 om natten. Der var ingen der kunne fortælle os, at vores snakke var for intime, eller at min hånd på din arm var for insisterende.

Minderne er så fredfyldte, at det gør ondt. Dagene var så gode, at det virker ubærligt at de er ovre. Tanken om hverdagen ødelægger roen i mit hoved, og pludselig får jeg en kvælende følelse af, at det nærmest ikke har været det værd. Måske er det bedst, at vi ikke ses mere.