Hun satte sig tungt ned i stolen og sukkede dybt. Hænderne havde hun foldet som en skål og i dem holdte hun en rund muskel. Den sitrede svagt og slappede så af igen. Forsigtigt aede hun den op langs siden med sin tommelfinger. En dyb flænge løb tværs over musklen og nåede næsten fra den ene side til den anden. Hun lagde forsigtigt musklen fra sig på bordet foran sig og åbnede en skuffe. Op fra skuffen fandt hun nål og tråd. Med sikker hånd syede hun i stilhed flængen sammen med. Skygger af gammelt arvæv reflekterede svagt i den golde belysning. En enkelt tåre trillede ned af hendes kind, men hun registrerede den ikke og lod den blot falde. Dirrende tog hun en dyb indånding og pustede langsomt ud igen. Arbejdet var færdigt. Hun rejste sig langsomt fra stolen og med musklen i hænderne gik hun over til reolen i hjørnet. Her åbnede hun lågen på en lille kiste og derinde lagde hun med stor forsigtighed musklen til rette, som en moder, der ligger sit barn til hvile. Musklen gav en krampagtig sammentrækning fra sig. Beroligende lagde hun en kærlig hånd over den og tyssede på den. "Rolig, min kæreste." Hviskede hun hjerteligt. "Hvil dig nu." Nænsomt lukkede hun kisten og kyssede forsigtigt låget. "Vi prøver igen en anden gang." Roligt, som et genfærd, forlod hun rummet. Hun sendte et sidste sorgmodigt blik over skulderen, inden hun slukkede lyset efter sig.