Da tiden nærmede sig, og jeg skulle starte i første klasse, viste det sig, at jeg ikke var klar til det. Jeg havde ikke lært at tale rent, og talepædagogen syntes, at jeg skulle vente et år, inden jeg skulle starte i første klasse. Så måtte jeg tage endnu et år ved stuebordet og prøve at lære at udtale ordene sammen med talepædagogen. Jeg syntes, at det år gik meget langsomt, for næsten alle mine kammerater var startet i første. Og jeg var ikke.
Året gik alligevel sin gang, og det blev endelig min tur til at starte. Men jeg var meget mistænksom, for der var en pige, der græd meget voldsomt den første dag. Vidste hun noget, som alle vi andre ikke kendte til? Det kunne være, at hun var bange for den lærer, vi skulle have i regning. For det var førstelærer Jensen. Jeg var nu også lidt bange for ham, for min storebror havde fortalt mig, at jeg skulle passe på, han kunne godt komme i tanke om at give en slag af pegepinden, hvis man ikke opførte sig ordentligt, eller man kunne blive rykket i øret, hvis man ikke hørte efter. Min storebror kendte alt til det. Han hørte ikke efter og opførte sig ikke altid, som han skulle. Engang i en regnetime syntes lærer Jensen, at jeg så lidt træt ud. "Elo du må hellere gå en tur ud i skolegården, og når du er der ude, kan du samle alt det papir, du ser på din vej, (Find) kan følge dig, og I kan få denne pegepind med til at samle papir op med". To drenge og en pegepind, hvad kunne der ikke ske. Der gik heller ikke lang tid, inden denne pegepind havde set sine sidste dage. Da den blev brugt som spyd eller til at slå til småsten med. Det endte da også med at denne pegepind knækkede på midten. Så var alle gode råd dyre. Hvordan skulle vi få samlet den pind uden det kunne ses? Det eneste, vi kunne komme i tanke om, var en gang tape. Så vi fik fremskaffet en rulle i en fart for at få samlet den knækkede pegepind. Men det var godt nok svært at samle en pind, der var knækket lige over. Og det endte da også med, at vi brugte en hel rulle, og pegepinden bliv lidt tyk på midten. Så manglede vi bare at komme tilbage til timen og få den afleveret til lærer Jensen og håbe på, at han ikke lagde mærke til noget, men det gjorde han selvfølgelig. Han kiggede meget på den pegepind, han vendte og drejede den, så han kunne se den fra alle sider, da han var færdig med det, satte han den stille og roligt over i hjørnet af klasseværelset uden at sige et ord. Vi hørte aldrig mere til den. Det endte da også med, at lærer Jensen blev den bedste lærer, jeg havde i Humlum skole. Det varede kun i tre år, fordi han gik på pension. Det første år jeg gik i skole, gik vi også i skole om lørdagen. Og da vi endelig fik fri til middag, skulle vi skynde os hjemad i en fart, for så kunne vi nå at komme forbi slagteren, inden han lukkede, for han gav gratis flæskesvær til alle ungerne i Humlum, når vi kom fra skole.