Napoleon Bonaparte 1769-1821, "hun som til tider endda insisterer på at benytte det formelle vous i stedet for det kærlige tu." Hun stopper op et kort øjeblik, og tænker over tosomheden i hendes eget kærlighedsliv, er det tosomhed? Tosomhed forbinder man med erotik og kærlighed, dette er nok ikke det vi har mest af, tænker hun for sig selv. Hun tænker over hvor lidenskabeligt og erotisk det kan være, når han røre ved hende, den passion hun får at føle og det rus hun får at mærke under deres samleje. "Jeg elsker Jer ikke mere, tværtimod afskyer jeg Jer. I er væmmelig, meget besværlig, meget dum, en rigtig Askepot." Læser hun videre, hun stopper og tænker over ordet Askepot, der er en dybere mening med dette. Askepot bliver tvunget til at yde hårdt og usselt arbejde i hendes eget hjem, men grundet hendes gode hjerte kommer den gode fe og hjælpe hende, prompte tænker hun på karma. Men hvorfor kalder Napoleon sin elskede Josephine for Askepot, aske er et symbol på noget ligegyldigt noget værdiløst, men asken indeholder alligevel noget ædelt og værdifuldt. Napoleons Josephine har betydning for ham, men han ønsker ikke længere at hun skal have denne betydning, da hun ikke giver udtryk for dette overfor ham, hun ignorere ham. Hun tænker straks på sig selv igen, på det tidligere ægteskab hun lige har været i, hun elskede ham så inderligt, eller gjorde hun? Var det nærmere omgivelserne, trygheden den som de sammen havde bygget op, det liv som de havde sammen og brugt uendeligt lang tid på at skabe, var det i virkeligheden dette hun var forelsket i? Hun var frygtelig ensom i dette ægteskab, fortvivlet over alle skænderierne, uenighederne. I gamle dage levede man, med den man valgte at bo med, resten af livet. Der var ikke noget jamen og man blev kigget grimt på hvis man lod sig skille, hun havde kæmpet i ni lange år i denne ensomhed, og alligevel følte hun skam over at hun til sidst gav op, og lod sig skille. For hende var lykken og glæden i livet blevet et tabu, det fandtes ikke, det eksisterede ikke, og ægte kærlighed var at være sammen med den samme, resten af livet. Der var ikke noget mere romantisk at læse om, end de ældre par hvor den ene dør, og den anden sidder på sengekanten og holder det ud, og til sidst selv dør sørgende, dette måtte være ægte kærlighed. Hun læser videre, "Jeg håber snart at knuge dig i mine arme og vil overøse dig med en million brændende kys som under Ækvator. Bonaparte" Ækvator, latinsk for storcirklen, den vinkelrette linje som skiller jorden, det kunne ikke blive mere romantisk, hvorfor er der ingen mænd som Napoleon i dag, tænkte hun. Hun kom straks i tanke om denne Anders, hendes store kærlighed, lidenskab havde aldrig kendt mage, her følte hun den tosomhed man bør føle, det romantiske niveau var på sit ypperste, og erotikken sit højeste. Aldrig havde hun følt sig så elsket af nogen anden, men det var forbudt, og se hinanden kunne de ikke, hun var jo gift. De havde syndet sammen to gange, han var draget tilbage til nord Jylland nu, og aldrig skulle de se hinanden igen, og dog et brev i ny og næ blev skrevet og læst. "du var der ikke. Du farer til byer, hvor der er festligheder, du forlader mig, når jeg vender hjem, du bryder dig ikke længere om din kære Napoleon." "jagt dine glæder, lykken er til for dig. Hele verden er kun alt for henrykt for at kunne glæde dig, og kun din ægtemand er meget, meget ulykkelig. Bonaparte" Hun læser disser linjer, og tænker straks på hendes nuværende elskede, jalousien som dukker op fra alle leder og kanter, fornemmelsen for hele tiden at være bange for at miste den man har fået kært, tilliden brister og ensomheden er for stor. Men dog selvom de ikke kigger lidenskabeligt, dybt og længe i hinandens øjne, så ser de i den samme retning. Det samme mål for livet og de samme værdier er blevet sat, dette giver dem begge tryghed og en hvis base er blevet skabt. Hun tænker tit på om dette måtte være nok, for den fremtid hun ønsker og drømmer om at få, om det er muligt at vi som homo sapiens ændre vores natur, for den mage vi har udset os. Hun læser videre "Den dag, du siger "Jeg elsker dig mindre", vil være afslutningen på min kærlighed og den sidste dag i mit liv." Hun tænker nu over hvor mange store kærlighede man får i dette liv, og hvornår ved man at denne er den ultimative kærlighed at opnå, den man bør holde fast i. Og hvornår ved man, om man egentlig er så lykkelig, som man kan blive, og hvad hvis man ikke opnår den lykke; Hun hører bilen komme hjem, døren går, hun lægger bogen fra sig, han træder ind ad døren, hun løber hen og kaster alt sin kærlighed i hans favn, åh han er savnet. Måske er det ikke ægte kærlighed, måske er hun ikke så lykkelig, som hun kunne blive, men hun elsker ham og han elsker hende, og dette tager hun ikke forgivet.