Hun havde egentlig sat sig for at hun ikke skulle have nogle børn, hun var ikke typen. Men det hjalp jo så nok heller ikke noget når de partnere hun havde, ikke ligefrem ønskede børn eller havde børn i forvejen, det gav jo en indflydelse på hendes liv og hvorvidt, om det var noget hun ønskede. Men alle kvinder når vel på et tidspunkt et stadie i deres liv, hvor de begynder og tænke over det en ekstra gang. Hun blev jo også opereret i august for en sygdom i underlivet, som gør det svært at få børn, på den ene side føltes det egentlig bare lidt, som skæbnen. Men på den anden side gav det stof til eftertanke, var det noget hun ønskede, hvad nu hvis, chancen for at blive gravid allerede var passé. Skulle hun så blive gammel, med tanken om at hvad nu hvis, eller har hun nu gjort hvad der skulle til, var det nu det rigtige valg at tage, følg dit hjerte, ikke en andens. Men hvis nu hun kom frem til at det var det hun ville, hvad så med ham, var det så passé, han havde jo allerede to, og det var jo ikke fair overfor de følelser hun nu havde fået, for ham, for børnene, hun var jo en del af deres liv nu. Hun valgte at konfrontere ham, han sagde bare ok, som var det vasketøjet eller opvasken der blev diskuteret, det hele virkede alt for nemt, hun havde jo forventet et tre eller fem års svar. Men hvad så, det virkede så overfladisk og hvad nu hvis han var den forkerte, eller tænk hvis nu hun fortrød det, hun var i tvivl og det måtte hun jo ikke være omkring en sådan beslutning. Så hun besluttede sig for at chancen nok var passé og ja, så kunne hun jo også nå at så Paris, Spanien og Egypten en ekstra gang, ikke.