"Jeg sad i sofaen. Dette var mit gravsted, På gravstenen der fungerede som stemningsregulator, skiftede gravskriften hele tiden ud med nye navne, alt efter hvilken amerikansk tv serie der gik på kanalen, Jeg behøvede ikke engang at være nogen bestemt i min død. For jeg var død, var jeg ikke?
   I aften kunne jeg i hvert fald udsætte det at være til og i stedet lade alle mine pårørende leve i god tro om at jeg da var lige her, helt normal, blot utrolig optaget af det skiftende overskrifter til mit liv som jeg fandt på fjernsynet,
   Men jeg var der ikke og havde ikke haft modet nogensinde til at være i live. Det er her angsten bliver rigtig slem. For det første er min identitetsfølelse styrtet i grus, Jeg har mistet mit liv, idet jeg ikke tager konsekvensen af min eksistens. For det andet kender jeg ikke det alarmberedskab der skulle fortælle at noget var rav ruskende galt",