Jeg sad på min altan og mærkede solens stråler varme mig helt igennem. Den dejlige duft af blomsterne var omkring mig. Pelargonierne i fuldt flor. Hørte børnene stemmer nede på legepladsen. Jeg fik helt lyst til at gå en tur i det gode vejr. Jeg tog min blomstrede sommerkjole på og mine gode flade sommersandaler. Jeg travede hen ad gaden, tankerne gik vidt omkring og synet af alle Københavns yndigheder ramte mig. Nyhavn, den dejlige oase med alle cafeerne. Der måtte jeg hen.
   På vejen derhen så jeg Kongens have, der er ellers også skønt, men i dag var den fyldt af letpåklædte sommergæster der slikkede sol, så jeg gik ikke derind. I Nyhavn fandt jeg min stamcafe, tjeneren Jens kom og hilste på mig. Jeg bestilte en kop the. Det var bare livet at sidde her. Turister fra alskens lande gik forbi mig, og jeg kunne lige øjne havnerundfarten, der sejlede ud.
   Pludselig ser jeg Peter, Peter som jeg mødte på min date i går. Han kom gående sammen med en kvinde, som han kyssede. Jeg fik et chok, han virkede så sød i går, og vi havde aftalt vi skulle ses igen og lige sms om det. Hvordan kunne han gøre det mod mig? Jeg blev rasende og råbte hen imod ham: "Hvad er det du har gang i?? " Og til kvinden råbte jeg: "Ved du godt han var på date i går??" Hun kiggede forvirret på mig og derefter op på Peter. " Er det rigtigt? "Spurgte hun. Peter prøvede at vige udenom, og sagde det ikke var rigtigt. Kvinde kiggede på mig, tror hun kunne se det på mig at det var rigtignok. Hun vendte sig mod Peter og råbte:" Skrid med dig, jeg som troede vi var kærester!!!" Og så vendte hun sig om, og løb hen ad molen. Peter kunne se jeg stadig var rasende, og prøvede at undskylde imens han bakkede væk og løb efter kvinden. Han vidste godt han havde dummet sig.
   Jeg sad og grublede over hvorfor, at jeg altid var uheldig at få fat i fyre der er i forhold. Jeg kunne lide glimtet i Peters øjne og det dejlige smil. Og de dejlige kys vi kyssede. Jeg var betaget af ham i går og var lige ved at lade mig rive mig med af stemningen. Men jeg fik taget mig sammen og spurgte om vi kunne mødes igen. Vi aftalte at sms. Men jeg kunne godt se han så noget ærgerlig og irriteret ud da vi skiltes.
   Hvorfor er det aldrig mig at lykken rammer ærgrede jeg mig. Pludselig blev jeg holdt for øjnene af hænder. En stemme sagde grinende: "Kan du gætte hvem det er? "
   Jeg ventede stille og så blev hænderne fjernet, og der stod Kenneth som jeg gik på højskole med for flere år siden, smilende. Kenneth med det krøllede hår, de sjove vittigheder og de følsomme kys. "Har du glemt mig? " spurgte han. Vi var jo kæreste dengang huskede jeg pludselig. Jeg var henrykt. Han fik et kæmpe knus af mig. Eftermiddagen gik med snak og minder.
   Jeg gik fløjtende derfra med højt humør og glædede mig til vi skulle ses i morgen. Kenneth var stadig den samme charmerende dejlige fyr, som for 6 år siden.
   Så måske var det fint nok, at den date ikke blev til mere.