"Hvem er eller var min morfar? Hvorfor er der aldrig nogle der snakker om ham?"

Sofie spurgte for hundredeogsyttende gang, selvom hun godt viste, at ingen vil svare hende. Sofie stod lidt trodsig og så fra sin mor til sin far og tilbage på sin mor igen, inden hun vendte sig om for, at gå. Men hvad hun ikke havde regnet med var, at hendes mor denne gang åbnede munden for, at svare hende.

"Min mor, altså din mormor også kaldes Måneskind vil ikke fortælle mig det."

Sofies mor sagde det stille og fortsatte, mens hun betragtede sin datter.

"Måneskind sagde bare, at hun havde mødt en mand og var faldet for ham. Han var høj, flot og mystisk. De passede bare godt til hinanden."

Sofie der havde vendt sig rundt, stod og så på sin mor.

"Hvad hed han?"

De ord slap ud af Sofies mund, som en stille brise en lun sommeraften.

"Det vil hun ikke fortælle."

Sofies mor slog blikket ned inden hun fortsatte.

"Måneskind sagde, at han stak af, næsten lige efter, at Måneskind havde fortalt, at hun ventede mig, og få sekunder efter, at det bankede på hendes hoveddør."

Sofies mors stemme lød fast, men for dem der ikke kendte hende godt viste, at der var en undertone af lidt bitterhed, da hun forsatte,

"Hun så ham aldrig igen."

Sofie stod bare og så på sin mor.

"Så det er det eneste du ved om ham?"

Sofies stemme lød lidt vantro.

"Så han stak bare af? Hvad eller hvem stak han af fra?"

Under samtalen havde Dixie stået og lyttede til samtalen i skjul fra de andre. Pludselig gik der et lys op for ham og han sneg sig ud af huset og hen til køretøjet. Han fik den startede og forsvandt i et blåt lys. År 2044 kom ham i møde og han nåede sit mål.

Tilbage i 2014 stod Sofie stadig og snakkede med sin mor Camilla, mens far Henrik sad som en tilskuer til et to mandsstykke.

Du må da vide mere? Hun må da..."

Mere nået Sofie ikke, at sige, for der blev bankede på hoveddøren og uden, at vente på, at der var nogle der skulle åbne den, gik døren op og ind trådte Dixie. Han gik hen til hende.

"Hvad sker der?"

Sofie så uforstående på ham. Han blinkede til Sofie og satte to finger i munden og gav et lille pift fra sig. Det gav et sæt i Camille og Henrik og det gik op for Sofie, at det var et signal, men til hvad?

"Hvad sker der?"

Sofie gentog sit spørgsmål fra før. Dixie storsmilede til hende.

"Dit svar."

Det var det eneste Dixie sagde og gjorde en gestus over i mod døren. Sofie tabte underkæben, da Sølvræven trådte ind af døren.