Aftenen var for længst gået på hæld, men det skulle ikke stoppe mig den aften.
   Det hele virkede bare til at være endnu en normal aften på vej hjem fra arbejdet, men noget sagde mig, at jeg ikke skulle gøre som jeg plejede den dag.

Da jeg havde passeret klostertorvet, og de mange hjemløse skikkelser, gik jeg til højre i stedet for til venstre. Umiddelbart virkede det som en lidt mærkelig disposition, idet jeg faktisk skulle den stikmodsatte vej for at komme hjem, men ikke desto mindre så var valget allerede truffet.

Jeg orienterede mig hurtigt inden jeg gik over vejen, men det var som om at det ikke var alle der helt forstod mig den aften. Der kom nemlig en bil kørende med fuld fart og hvis ikke begge hans arme var brækkede, så var han i hvert fald hovedløs. Der gik ikke længe før jeg droppede alle mine planer om at gå over vejen, da den meget travle og ligeglade billist drønede forbi mig. Nej, det måtte betyde at jeg skulle gå den vej hjem, som jeg plejede.
   Da jeg igen kom tilbage til klostertorvet var der stadigvæk nogle få mennesker tilbage, og de havde formentlig ikke andre end dem selv at tænke på, så de ville nok ikke ænse mig overhovedet. Jeg gik nu den lige vej hjem, men det varede ikke længe før jeg igen stoppede op og så en meget bekendt person, som stod inde på en restaurant og serverede. Jeg tænkte at jeg lige ville sende en hilsen hendes vej, dog virkede det hurtigt lidt malplaceret at stå ude foran ruden til en restaurant, hvor der sad en børnefamilie og spiste. Jeg gik videre til det andet vindue, men hun så stadigvæk ikke rigtigt min vej. Jeg besluttede mig for, at hun formentlig var opslugt at sit arbejde, og at hun derfor ikke tænkte på de mange sære typer, som står og direkte glor ind ad vinduet til en restaurant.

Nej. Det forblev en helt normal aften, og det virkede ikke ligefrem til at der skulle ske nogle uforudsete ting den aften. Dog fik jeg en ubeskrivelig stor lyst til at vende mig om endnu en gang, for at gå den stikmodsatte vej.