Nattens kølige barmhjertighed fyldte det mørklagte værelse, og jeg følte mig lettet.
   Den brutale sommervarme var borte. Jeg kunne trække vejret igen.

Han lå dér. Hér. Ved siden af mig. Hans øjne var lukkede, men han smilte.

'Jeg kører hjem nu. Undskyld. Men du ved. Jeg er ikke så god til dét her..'.
   Han grinede på sådan en umiddelbar måde, og tilbød at følge mig ud til min bil.

På vejen hjem, forbandede jeg mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke overnatte hos ham? Hvorfor kunne jeg ikke være lidt mindre anspændt? Hvorfor skulle jeg være så akavet?

Jeg lod min søvndrukne krop dumpe ned i min egen seng. Mit eget værelse. Min egen dyne.
   Jeg følte mig ikke det mindste ensom.

En anden sommernat. Endnu en følelse af lettelse. Han lå ved min side, igen.
   Jeg følte mig tryg. Mine fingrer borede sig ind i hans hud og jeg havde ikke lyst til at give slip.

Solens stråler kærtegnede hans smukke ansigt. Fremhævede alle hans træk, tydeliggjorde hans skæve smil. Jeg mærkede den sviende sol på min kind, og træk dynen op over mit hoved.
   Han trak forsigtigt dynen ned:' Du ser sød ud'. Der var en selvsikkerhed i hans stemme. En charme. Jeg lod mig selv rive med. Jeg grinede. Glemte alt om min ellers altkonsumerende usikkerhed. Glemte alt om fortid og fremtid.

Og så var han rejst.

Jeg ligger alene i min seng. Mit eget værelse. Min egen dyne.
   Jeg føler mig ensom.