Vi går igennem sneen.
Himmel og jord infiltreres med hinanden.
Ingen farveforskel.
Intet er op eller ned.
Snedriverne er tunge, som kviksand, og jeg ved ikke om vi overhovedet bevæger os. Der er så stille, at det ringer for mine ører.
Der er så stille, at jeg ikke kan høre noget.
Han kysser mig, og det føles som et kram. Jeg vil så gerne, at det lykkedes.
Jeg vil så gerne, at han er min.
Jeg vil så gerne, at jeg virkelig kendte ham.
Ideen om ham, er som det her hvide, vældige, umådelige univers.
Gang på gang bliver jeg fortabt i en anden verden.
Gang på gang bliver jeg skuffet når sneen smelter.
Intet andet end tørre kviste og udpint jorden ligger tilbage.