Morten sad i vindueskammen. Kiggede på verdenen, der farede forbi. Selv sad han og nød øjeblikket. Solen, der let ramte hans kind og varmede hele hans ansigtet op, og den lette brise som komplimenterede solens varme perfekt.
   Øjnene faldt i, og langsomt forsvandt han ind i sin egen lille verden. Her kunne han udfolde sig på alle tænkelige måder. Kun fantasien satte grænser. Følelsen af den frihed han fik var overvældende. En fugl, som pludselig fik vinger.
   Morten elskede at kunne forsvinde væk i hans tanker. Det var hans sted. Her var trygt og stille, men lyden af en forbipasserende brandbil, vejarbejdere som hamrede løs på cement og lugten af bilos, som pludseligt ramte, ødelagde momentet. Han slog øjnene op.