Sophia
stille
tyst
sne
der ikke falder
men daler
fra himmelen
ned
en vej
rent
hvidt
så stille
så tyst
blide toner
indtrængende
hvisker dit navn
kærtegnende
inderligt
minder dig ydmygt om
hvad du
før dette liv vågnede
så
som opgaven
kalder dig sagte tilbage
vækker gråden
der med
salt
og vand
renser
kærtegner dig i faldet
løfter blikket
bøjer din nakke
bagud
viser dig solen overstråler
stjernerne
minder dig om
stjernerne tindrer altid
om dagen
om natten
følger dig i drømme
våger under
den dybeste søvn
viser vejen væk
fra ensomhedens kulde
gendanner
meningens
løshedens
fortidige faste former
hengiver sig
til det du ser
hvisker smilende
hvad du også engang
vil se på
med andre øjne
åbner med sin stemme
dine ørers gange
for barnets gråd
barnets latter
for stemmernes
usagte bøn
om aldrig at forlade
denne jord
uden at forstå
latterens klang
grådens klagen
gråden og latterens
forløsende enstemmighed
sår nye indsigter
høster den fattiges
anerkendelse
leder dine kilder ind
i den brusende flods strøm
elskede dig før
elsker dig nu
elsker dig i døden
for evigt