Han rører på sig, mon han står op nu?! Jeg synes snart jeg har ventet længe nok. "Hallo? Halloooooo! Vågn nu op!" Hov nu misser han med øjnene. "Hey! Hernede! Jeg er altså sulten!".
Nej! Nu vender han sig om på siden, nu er det på tide at tage skrappere midler i brug. Havde han tænkt sig, at jeg skulle sulte eller hvad?
Dynen hænger lidt ud over kanten, så jeg bider fast i den og hiver til, men i stedet for at ryge ned, bliver den revet over i to dele. Med den ene halvdel i munden lister jeg ud af værelset inden han opdager mig, maden den må vente, måske jeg skulle liste ud og se om Kat er vågnet.
"Hey Kaaaat! Er du vågen?" Ingen reaktion. Hun ligger ikke det sædvanlige sted oppe på sofaens ryglæn. Jeg lister ud i køkkenet, dynen tager jeg med mig.
Aha! Der ligger hun, midt på køkkengulvet i morgenens første solstribe. Stille lister jeg mig ind på hende. Jeg skal lige til at kaste dynen over hende, da en pote flyver gennem luften. Jeg når lige at dukke mig inden den rammer mig. Da jeg løfter hovedet igen er hun væk. Hun er nu mystisk, hun gider aldrig lege.
Slukøret lunter jeg ind i stuen, smider dynen og ligger mig ovenpå den. Så kan jeg ligge her indtil han tager sig sammen til at stå op. Den er nu ellers meget dejlig den dyne. Næsten så blød, at jeg bliver væk i den. Jeg begraver mit hoved og falder i søvn.
"Rofus for fan'! Du har ødelagt min dyne!" Jeg kender tonen alt for godt. Jeg slår øjnene op. Der står han stor og mægtig. Hovedet bliver igen begravet i dynen og ørerne bliver lagt ned (det plejer at fungere, når jeg har gjort noget, han ikke kan lide).
"Årrrh din dumme hund! Man kan da ikke andet end at elske dig!". En hånd nærmer sig mine ører, og nu sætter jeg alt ind på nuttetheden.
Tungen ud af munden, halen piskende fra side til side og den sidste finish: Ruller rundt så alle mine ben stritter lige op i luften, hvilket bliver besvaret med den typiske kommentar: "Awrr! Hvem er en sød hund hva? Er Rofus en sød hund? Er du deeet? Ja det er du!". En scene der udspilles, hver gang jeg snor mig uden om de ting jeg har gjort, som jeg ikke må.
"Vi må hellere få givet dig noget mad Rofus, du må da snart være sulten."
Hurtigt rejser jeg mig op på benene igen. Sulten!! Ja hvad havde du regnet med. Her har jeg gået og været døden nær, og det eneste du kunne tænke på var at sove. Jeg forventer mindst en engelsk bøf for al den ventetid!
Jeg spæner med ud i køkkenet og venter spændt på at min skål skal blive fyldt op med den lækreste mad, og hvad ser jeg; det sædvanlige kedelige, klamme ædelse som han altid giver mig.
Jeg kigger bebrejdende op på ham. Skubber skålen hen til ham med snuden. "Værsgo! Spis det selv.. Jeg gider da ikke æde det der.".
Han kigger ned på mig. "Spis nu din mad Rofus. Se hvor lækkert det ser ud!" Han skubber skålen hen til mig igen. Lækkert! Hvilken planet er han fra? Hvis det er så lækkert kan han da selv stikke snuden i det. Med poten vælter jeg skålen rundt, så maden lander på gulvet. Så sætter jeg mig ned og kigger intenst op på ham. Han klør sig frustreret i håret, og kigger på mig med forvirrede øjne. Langsomt bøjer han sig ned for at samle skålen op, jeg følger ham med øjnene hele vejen. Han vasker skålen af, og går hen til det han kalder "køleskabet", det jeg kalder Hundes madparadis. Derinde opbevarer han alt muligt lækkert kød. Endelig serverer han da noget ordentlig mad for mig, som jeg kan slubre i mig.
Det tog da også sin tid...