Langt nede under jordskorpen er der huler. Den ene af dem er særdeles rummelig. Og varme er der nok af.
Sådan set er fyrst Belkin godt tilfreds. Han var kun et barn, da han sammen med sin far, Satan, flyttede herned. Nu er den gamle Satan død. Det har de sære skabninger, der nu hersker og udpiner kloden dog ikke opdaget, så de tror, at han - fyrst Belkin - er Satan selv.

Den her dag sidder fyrst Belkin i sin tronstol. Den er polstret med bjerggedeskind. Og det er rart, når man har en gammel, knoklet bag.
"Venteværelset er fyldt," meddeler hans assistent Clara og spyr en lille flamme hen mod et af de sorte, fosforescerende lys, så det brænder igen og får de nærmeste stalaktitter til at funkle.
Fyrsten sukker: "Det er vel det sædvanlige sammenrend af forbrydere, gejstlige, ministre og soldater?"
"De kan jo kigge derind," foreslår Clara og lunter tungt hen i sin krog. Hun svirper lidt med sin gråskællede hale og hendes blik opfordrer ham til at se den flok, der er mødt frem i dag.
Det er lakajernes job at vise folk ind, men Clara er ældre end Belkin og det giver hende særlige privilegier. Og Belkin er blevet nysgerrig.

En kakofoni af stemmer trænger ud gennem døren, nu da Belkin står i gangen mellem tronsal og venteværelse.
De ventende taler i munden på hinanden, så det er svært at opfatte, hvad de siger, men hans skarpe ører opfatter noget pral, noget klynk og noget med at være kommet det forkerte sted hen.

Med et fnys åbner han døren. Der bliver stille.
Bænkene er ganske rigtigt fyldte. Ved første øjekast er det en broget flok. Flest mænd, men også en del kvinder. Unge og gamle. Sorte, hvide, brune og gule. Meget forskelligt klædt. En har et tørklæde om hovedet, en knuger en taske af et dyrt mærke og en er i præstekjole.
Belkin skal lige til at sende præsten et stort, hånligt og drillende smil.
Så får han øje på en skikkelse, der rejser sig op fra en gulvplads i et hjørne.
"Daw," siger skikkelsen og strækker en lille, smal hånd frem mod ham.
Belkins arme daler ned langs lårene. Han klør sig og kommer til at bore en klo ind i låret. Det gør djævelsk ondt og han er lige ved at hyle. I sidste øjeblik bider han sig dog hårdt i underlæben. En svidende substans løber ned over hans hage, og da han tørrer den væk med en finger, stirrer han på nogle dråber af sit eget gulgrønne blod.
Gør det ondt?" spørger den lille skikkelse.
Den slags åndssvage spørgsmål stiller man ikke Mørkets Fyrste, så Belkin ryster surt på hovedet.
Det lille væsen smiler forsigtigt og kommer lidt nærmere. Det knuger en fjollet tøjfigur ind mod sin hvidgule skjorte. Så lægger det hovedet lidt bagover for at kigge op på ham. Og Belkin glor ind i et par store, blå øjne.
"Øhm, du er vist blevet sendt det forkerte sted hen," tænker Belkin højt. Og for sig selv tænker han; "Har de ikke styr på noget som helst i den anden afdeling?"
"Er du da ikke ham der Satan?"
Den lille ser spørgende på ham. Det er en dreng. Fem eller seks år gammel. Et brus af sorte krøller indrammer et lille, lysebrunt fjæs.
"Nej. Jeg er hans søn. Og min far er død. At du ved det."
"Det er synd for dig," siger den lille dreng. Og hans øjne er tåreblanke,
Da han lægger en lille hånd trøstende på Belkins arm, jager det igennem ham og han gisper: "Du er levende. Hvad vil du mig?"