Solen steg op over byen, sendte sine ildrøde stråler ud over tagryggene, som var der gået ild i det hele. Ikke én sky, ikke ét vindpust var at tyde den morgen.
   Jeg sad med benene hængende frit ud over tagets kant, og nød den stilhed som byen henlå i.
   Det ville ikke vare længe før stilheden ville blive brudt af barnegråd, bilstøj og andre af hverdagens lyde. Lyde jeg helst ville undgå fuldstændig, hvis jeg dog bare kunne.
   Taget var mit tilflugtssted, her virkede lydene mere fjernt, som om der var en plade mellem mig og byen, der dæmpede lydene.
   Heroppe kunne jeg sidde og være mig selv, uden at nogen kom og forstyrrede mig.