Det føles som at sidde og vente på bussen. Måske kommer den lige om lidt. Ja det gør den nok. Så jeg snakker lidt løst med nabodrengen. Han er flink nok. Han spørger mig om forskellige ting. Intet specielt. Så spørger jeg ham om det modsatte. Vi snakker lidt om vejret. Det har regnet i en uge nu. Men i morgen skulle det klare om, siger de. Ja vi glæder os begge. Han siger, at så vil han begynde at stå noget mere på sit skateboard. Jeg siger, at jeg vil gå med shorts. Løbe hver morgen. Han griner lidt. Jeg smiler tilbage. Ja han er flink nok. Intet specielt.
   Vi har siddet stille med vores mobiler i lidt tid nu. Det var da mærkeligt, siger han. Ja siger jeg. Den er aldrig så forsinket. Måske er der vejarbejde et sted, forslår han. Ja eller måske er der sket et uheld. Eller også er buschaufføren sovet over sig, tænker jeg.
   Hvordan går det i skolen, spørger han pludseligt. Tak det går fint, hvad med dig, spørger jeg ham. Jo, ja det går da fint. Der er stille. Nej det går faktisk rigtig skidt, siger han. Nå hvordan det dog. Jo, altså jeg kan hverken følge med i matematik eller samfundsfag. Nå. Og så har jeg faktisk fået tre advarsler, så næste gang er det ud, siger han. Jeg ved ikke hvad jeg selv skal sige. Han trækker på skulderen. Jeg smiler halvt venligt, halvt vemodigt. Det er jeg ked af at høre, siger jeg.
   Mon den kom for tidligt, siger jeg. Hans blik er forvirret. Ja altså bussen. Men, siger han. Det var jo den sidste bus. Han har ret. Den sidste bus. Ja, det var det, siger jeg. Og vi nåede den ikke.