Når Hawk og jeg var sammen. Så var der digte på tale altid på et vidst plan. Enten fik han en bog med digte i fødselsdagsgave af mig, eller jeg kunne have en af mine gamle elskede slidte digtsamlinger med i tasken. For eksempel nogle af mine danske digterfavoritter. Hvis jeg sagde til ham, at han selv skulle læse den derhjemme over en kop varm kamille-the, som jeg måske også havde givet ham i fødselsdagsgave vrængede han på næsen og svarede på den måde så tydeligt, at det ville han ikke, som han kunne, og så var der ingen grund til at foretage sig mere.
Men jeg købte jo løs og så havde vi dem liggende i dér " I Min Café ". Over årene har tonsvis af mennesker undret sig over, hvad der foregik, når Hawk og jeg stod side ved side og læste digte. Nogle forsvandt på uopklaret vis, den dag i dag, fra min plads ved det lange firkantede kaffebord, hvor forskellige bøger med digte som regel lå natten over Det siger jeg, for jeg har set et hav af nysgerrige ansigter. Mange kunne til sidst ikke dy sig for at forhøre sig hos os. For at forstå hvad hér foregik. Og det var egentligt simpelt nok.
Vi stod med ryggen til indgangsdøren for enden af det pænt store lokale. Ved køkkenbordet med en bog med digte åbnet, der hvor vi var kommet til. Vi læste skiftevis højt ned over siden for hinanden. Hawk der i lige så høj grad som indianeren i Gøgereden ikke havde villet tale i over et halvt år, læste de sidste verslinjer på siden til ende, faktisk med god stemmeføring og beherskelse af recitationsteknikken. I hvert fald bedømte jeg det sådan. Så kiggede han gumlende op på mig med sine kulsorte øjne og begyndte at grine. Han forstod det godt. Den unge mand, jeg havde fået til at tale igen.
Når så mandag morgen trængte sig på hos os " I Min Café " ved lidt før 9 tiden begyndte gæsterne at indfinde sig. En ny gruppe gæster hver tredje mandag morgen klokken 9. Hvor jeg så tog i mod, og jeg sørgede for, at de fik et godt og alsidigt morgenmåltid. Når man er halvung endnu og interesseret i at se hvilke kvinder, ja,og for den ordens skyld, mænd, der kommer, siger nogen jo, at det er førstehåndsindtrykket, der tæller. Så da var jeg på mærkerne. Og jeg fik løn for det. Forhørte mig om hvem de var og hvorfor de var kommet, om de havde nogle aftaler med nogle i vores stab, eller om der var noget jeg skulle hjælpe dem med. Og så hurtigt over til digtene, der var på køkkenbordet og fortsætte med dem. Altid dem, digtene, som første prioritet, så kunne de kalde på mig, når de manglede noget. Og det gjorde de. Så ordnede jeg det og i en ruf tilbage for at læse ganske lavt op af digtene. Med ryggen til indgangsdøren. Noget fjernet fra de små metalcaféborde, men ikke meget. Omtrent sådan lidt gemt over med siden til gæsterne bagest i caféen. Mange ignorerede det selvfølgelig. Men nogle fra det øjeblik, de sansede at der foregik noget, de ikke kunne beskrive, hvad var, de blev ved med at glo og undre sig stille med al opmærksomhed rettet mod os, og kun afbrudt, når jeg sprang ud midt i lokalet for at være til tjeneste, eller måtte hen til døren, hvor disken var og receptionisten dukkede op lidt senere end mig. En satte sig med sin morgenkaffe og wienerbrød, den næste kom ind og kunne hænge sit overtøj. På " I Min Café " var det tilladt at ryge, og som oftest foregik det hele oveni hinanden. Om vinteren klagedes der ofte over, at vi ikke havde et separat rum til tunge våde overfrakker. Og i løbet en uge eller en måned var der altid også en eller to, der fik et føl på tværs over den tilrøgede luft. Det forstår jeg godt, men vi røg da videre. Og digtoplæsningerne foregik ved køkkenbordet.
Da Hawk så var hoppet med på vognen og indså, det er altså hip og sejt at læse digte, hvis, når den unge generation afkræver én en forklaring på et mørkt hjørne af byen " Hva fanden laver Du, mand ? ", så svarer man med oprejst pande " Jeg læser digte ! " Hawk var måske én ud af 1000 der kunne ramme tilværelsens essens for os gældende med den forklaring. Og jeg havde lokket Hawk til at tale igen. Han var ikke længere indianeren fra Gøgereden. Jeg var pavestolt, og vi lavede nu et helt vildt konkurrenceforsøg om hvem, der ville blive bedst til at fremsige Otto Gelsteds " Go ' Morgen Æbelrose udenad og på et ben vækket midt om natten. Og vi var på arbejde dagligt i indre by, og folk gloede på os, når vi kom stimlende digtstimulerede nedad Købmagergade. Hold kæft, hvor havde vi det sjovt, og vi begyndte at lære hinanden at kende. Når dem i vores stab kiggede på mig og jeg forklarede at vi læste digte, kunne jeg godt se, at de vidste, at det var mig der igen havde fået den unge mand til at tale. En morgen kom han og havde fået klippet det lange, lange hår, og han havde også fået smarte moderne briller. Et meget flot syn.
I løbet af sådan en givet uge skulle jeg fastansat " I Min Café " selvfølgelig gøre rede for, om jeg nu også udførte arbejdet, jeg var fastansat til at udføre. Jeg aflagde rapport til vores chef og hans bror, og vi blev enige om, at jeg kunne udfylde nogle papirer, der var en slags regnskab for, om jeg gjorde, hvad jeg skulle. Det var en fin aftale. Der var ingen mistanke til mig, eller hysterie-paranoia som person og alle i staben var tilfredse med, hvorledes jeg havde fået Hawk til at tale sprog. Jeg har altid været glad i et 8-4 job, og nu gik det her altså i gang celebert godt og glinsende i al tilfredshed efter et lille år, hvor Hawk havde været der og skulle lære nogle sager af i ca. ½ år. Jeg har altid været glad for 8-4 jobs, skulle jeg have sagt, når jeg vidste, jeg ville være og blive der efter en stund. Så ok.
De første par dage inde i treugers forløbet for gæsterne " I Min Café " var alt en revolution. Og endda midt inde i byens hjerte. Sådan at forstå, at i lang tid havde jeg været på det nogen kan huske som sultcirkulære. Nu røg jeg opad en lønskala, hvor man havde lidt til sig selv. Man kunne købe til sig selv, og man kunne dele på en ny horisont med andre man mødte. Eller gå på Nørreport Bodega. Hawk var rustet til at slå mig disputatsagtigt intelligent i vores mellemværende, om hvem, der ville være bedst til at huske udsige Ottos Mor 'n Æbelrose. Jeg begyndte at blive ultra usikker, når jeg som en anden Erasmus Montanus fik en ugunst af, han var måske bedre i digte end mig. Nej. Det kunne da ikke være sandt.