jeg tænker uden at handle - jeg handler uden at tænke
jeg tænker og jeg handler - jeg handler og jeg tænker
jeg er, tænker jeg og flader ud på jorden, slænger mig på tæppet,
som ligger udbredt på sandet, ved siden af mig ligger min elskede og soler sig.

Stedet hvor jeg befinder mig, ér, tænker jeg, for dette kan sanses, ses, føles, smages, lugtes og høres, dog kunne det være mine sanser der bedrager mig ?
måske er dette blot en matrix. Så sætter jeg mig op, ser mig omkring, lader
sanserne suge indtrykkene til sig

Stedet er stranden. Jeg befinder mig på en lille plet, en prik i dette rum uden vægge. Kigger jeg op, kikker jeg ud, ud i verdensrummet, her er uendelighed et mål, kigger jeg til siderne, ser jeg landskaber og bygninger omkring mig. Kigger jeg ned ser jeg på jordskorpen, i dette tilfælde sandet, klodens overflade så at sige.

Jorden, klodens faste overflade, denne kan være alt fra gold til guddommelig frugtbar, fra sand og ørken til den fedeste muld, klippe af granit, betagende bjerge, den frodigste regnskov, et is og snelandskab så betagende smukt, øst, vest, nord og syd, steder der er varme eller kolde. Varmt som i en bageovn eller frysende, isnende koldt, i nogle tilfælde kan det føles behageligt og være fyldt af myldrende liv, andre gange kan det føles fjendtligt og øde.

Luften, denne er gennemsigtig, den kan ikke ses og dog fornemmes den som et smukt blåt skue på en dejlig skyfri dag, som hvid uigennemsigtig dis en tåget morgen, som hvid vat når skyerne står som kontrast til den blå himmel, som udåndingsdamp i frostgrader, som mulige illusioner i et varmt landskab hvor alt syntes at bølge i en varmedis, som sorte truende formationer på en formørket himmel der varsler uvejr, som et blinkende diamantbesat inferno af stjerner på den sorte nattehimmel, som en blodrød rose i en smuk solnedgang, eller en orange fantasi i en solopgang - Mulighederne forekommer mig ubegrænsede

Jeg elsker livet, jeg kan ikke fordrage livet, ambivalente og paradoksale følelser, for livet er ubeskriveligt i al sin vælde, dog forsøger jeg at beskrive, det ubeskrivelige.
Livet - det er frygtindgydende, betagende, dragende, frastødende, frygteligt, smukt, forfærdeligt, skønt, miserabelt, mageligt, usselt, behageligt, hårdt som stål, blødt som smør.
Livet kan opleves som ikke værd at leve, på vilkår der ikke fordrer livet, men nærmere døden, det kan indeholde pine og et smertehelvede, der kan forekomme sult og tørst
Det - livet, kan også føles uundværligt dejligt, behov, begær, lyst, kan fordre en oplevelse, kan kræve ens overlevelse, så påtrængende at det kan blive livsfarligt.
Uendeligt kan det fornemmes som i en ungdom, for kort kan det syntes at være i en alderdom, lige så ulideligt let det kan føles, lige så fandens besværligt og umuligt kan det sanses, opleves. jeg taler om tiden, denne konstant der syntes relativ

Venter man kan tiden føles som uendeligt langsom og det man venter på kan ses som meget fjernt,nuet kan i den henseende føles som stillestående,
hvis det nu man venter på, håber på, tænker på, er fyldt med længsel og inderlighed samt behov.

Venter man ikke, men nyder nuet, kan det føles som om tiden forsvinder så hastigt at nuet er omme før dette begynder. Uendelig, dog med en start på et givent tidspunkt,
Flygtigt og kort, et nyt nu afløser det forrige - Nu er nuet her, nu forsvinder det, et nyt nu overtager det forrige og således fortsætter det kontinuerligt.
Så luftigt som lykken kan sanses, opleves, uden dog at kunne indfanges, da lykke ikke lader sig tæmme. Det kan et nu ej heller, tæmmes, forekommer det mig.

Vemodige tanker, går tilbage i tiden, den tid der er gået, fortiden. Den tid der ikke kommer igen, tiden der har været. Det der var, er ikke mere, tankerne flagrer omkring min far og de venner der er gået bort, de gode stunder kører som en film på nethinden. Disse minder, dem værner jeg om, de er i mit hjerte til jeg selv går bort.

Så skifter tankerne, tiden er atter nutid, her bevæger reflektionerne sig omkring mine dejlige børn, min familie, min elskende, hende jeg stadig er betaget af i kærlighed efter 35 år. Kvinden jeg ikke har mistet lysten til at forene mig med, på denne naturlige dyriske drift der ligger i os som mennesker. Jeg bøjer mig indover hende og kysser hende blidt.

Således er min verden et teaterrum uden vægge, omgivelserne er uendelige, selv er jeg begrænset til jorden og luften omkring mig, via min fysiske jordiske form.
Mine tanker er ikke bundet af andet end egen forståelse. Begrænset af mine egne mulige fordomme og forestillinger. Alt er potentielt muligt, hvis man river sine egne fæstninger ned. Tanken indebærer mulige erkendelser, fornemmer jeg.

Det er sågu en dejlig dag, også til at dagdrømme i, således går tankerne til fremtiden, hvad mon i morgen bringer, eller næste år. ?
Nå..det vil jeg ikke dvæle ved nu, kommer tid kommer råd og hver ting til sin tid, tænker jeg og læner mig tilbage, slapper af, nyder nuet, det nu der er ovre om lidt, hvorefter vi pakker sammen og tager hjem.

Tanken strejfer Piet Hein og dennes Gruk...

Husk at glemme bagateller.
Husk at nemme hvad det gælder
Husk at elske, mens du tør det.
Husk at leve, mens du gør det.

Nu'et forekommer mig altid som den rette tid til at udleve livet i ...

CARPE DIEM ..