Dræbersneglen glider hen af jorden.
Trækker spor efter sig,
og vil altid kunne finde tilbage til hvor den var før.
Kigger sig dog aldrig rigtig tilbage.
Jeg kunne jo træde på den.
Bare sådan lige pludselig,
så den ikke kunne nå videre på sin aflivende færd.
Jeg dyr mig dog alligevel.
Den har fanget min opmærksomhed.
Jeg ønsker faktisk at lære den at kende,
men så alligevel vil den jo ikke lære mig at kende.
Hvad er så idéen i at opsøge den?
Vi kender jo ikke hinanden.
Jeg vil heller ikke andet end at se det gode i den,
og så trækker den bare sin forpestede korpus over jorden.
Er vi bedst tjent med ikke at være venner,
for at undgå at blive fjender?
Venter her indtil jeg løber tør for lommefilosofi,
og jeg tager mod til at spise den for at få problemet ud af verdenen.