kullet i mine øjne gør mig blind,
og dog ser jeg skinnet fra solen
mine ben vakler som var de stylter af råddent træ
min hud er stadig blød fra pudens kind
og min mund er ru fra nattens tørke
smagen på min tunge slår kolbøtter ud af min mund,
og heldigvis kan jeg ikke se grimassen jeg sender mit spejlbillede
jeg er stået op før mine tanker,
og langsomt dannes silhuetter af dagens morgenlys.
denne dag der som regel aldrig har et morgenlys,
men bare grå røg af tristhed
mandag