Der sker noget, dette noget er nyt, det ikke som noget' plejer. Dette noget vil sejre, og sejren er vanvidet, det momentare sekund af sindsyge, hvori momentet skinner igennem, skinner stærkere en det har gjort før, lyser op. Varmer.. Varmen breder sig, varmen går indad, helt derind hvor det hele er tomt, koldt og klamt. Jeg ser mig selv, omsluttet, indhyllet i kold klam mørke. Jeg ser jerndøren, kigger på den, tør ikke, ved dette er vanvidet, inde bag den store kolde stål dør er jeg'et. Gemt, glemt. Beskyttet. Jeg griber håndtaget, og gør noget nyt. I et moment af sporadisk impulsiv, vanvid, eller måske fornuft? - åbner jeg døren, døren der ikke må åbnes. Den gir sig, og går op langsomt, står på klem , jeg kan kigge ind, men tør jeg? Tør jeg blande dette jeg? Med det glemte jeg? Det ægte jeg? Hvad er konsekvensen, vil jeg skulle gabe over så meget,at jeg brækker kæben af led!?.. Jeg lukker mine øjne. Åbner døren, synker, dybere, længere, koldere, klammere, helt ind i sindet, måske endda sjælen ? Jeg åbner mine øjne, her er klamt, sort, der ingen luft, en stank af forrådensle spreder sig. Jeg fortryder! Vil ikke, kan ikke , tvivler, overtænker det! Famler i blinde, leder!! Leder efter noget at støtte mig til! Vælter, kravler, sætter i løb.. Løber, omtåget af blindheden, og ramt af koldheden, vil skrige ! Men kun klam luft bliver frembragt, jeg mærker..mærker noget? Kan ikke beskrive det? Er det frygt? Føles frygt som dette? Er det følsen jeg har flygtet fra i så lang tid? Eller er det sårbarhed? Er det i virkeligheden frygten for at føle? For at kunne være glad? For så at få det hele revet væk igen? .. Ligyldigheden er da nemmere, ik'?