Jeg har så mange ord, men ingen af dem fungerer på min tunge. Min mund kan kysse dig, men ikke formulere sætninger, og papir findes ikke i skænderier. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller sige når du beder mig om at forklare mit sind. Jeg har altid haft det, og da jeg ikke engang selv er sikker på hvordan det fungerer, hvordan kan du så forvente af mig at jeg skal kunne underbygge mine argumenter. Argumenter hvis formål jeg ikke engang selv er sikker på. Jeg er ikke sikker på noget. Hvorfor er du så optaget af sikkerhed og virkelighed? Hvad er der så fedt ved virkeligheden? Udover at den selvfølgelig, som du siger, er virkelig.
Der er ikke plads til mig mellem dine realiteter, og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med dine bebrejdende øjne. Jeg ved at vi er ens selvom vi er forskellige, og jeg ved at du i virkeligheden mest bebrejder dig selv. Bebrejder dig selv for ting du aldrig ville kunne forestille dig at jeg måske forstår.
Jeg ved ikke hvem jeg er når du stiller alting op, og limer tingene sammen så de umuligt kan vælte. Jeg vælter hele tiden, og som du selv siger, har jeg blå mærker overalt. For blå er min farve ser du. Blå øjne, blå mærker, blåt sind, og blå streger op af mine arme og i mine hænder. Det er ikke svært at se farven i mine øjne, men når jeg kigger i dine kan jeg aldrig forstå, og farven på din sjæl forbliver et mysterium. Jeg er dog sikker på der er en, selvom du siger sådanne ting ikke findes.
Hvorfor går du så meget op i sandhed og uvirkelighed? Alting er vel virkeligt, det eksistere bare forskellige steder. Og når man tænker over det, så eksisterer alting vel alligevel mest i dit sind, og så kan det være lige meget om du også kan holde det i dine hænder eller ej. Jeg kan ikke være sikker på alting, og det er svært at tænke når du taler så hårdt.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg ved ikke særlig meget, og du ved det godt. Du ved så meget og sommetider tror du at du ved at du skal vide for mig. Men jeg kan sagtens selv, hvis du bare stille ville holde mig i hånden, i stedet for at bede mig om at tage stilling til en virkelighed jeg faktisk ikke rigtig tror på.