Glemte du mig da jeg vendte mig og gik den sommernat? Så du mig ikke, da du kørte væk med din familie? For jeg stod i vejsiden, lidt derfra.
Der er så meget jeg ikke har sagt. Jeg var vel ung og vred. Mest på mig selv da jeg forspildte en chance, som jeg måske aldrig får igen. Og jeg bliver stadig rørt, dybt rørt, hver gang jeg tænker på det. Jeg mister mine evner til at abstrahere, og tænke stort. Mister. Jeg mister evnen til at holde fast og beskrive konstruktivt, observerende. Jeg bliver som et barn, med et basalt sprog og ringe evne til kommunikation. Det er som om jeg slet ikke kan skrive om det uden at ramme 7 klassetrinnet igen, med roser og hjerter.
Jeg drømmer, og håber, at du nogen gange mindes mig, for så ved jeg at vi vil blomstre igen, når vores veje mødes. Eller er det for amerikansk? For film-agtig?
Jeg flygter vel indad en gang imellem, ind i drømme og foragt. Overfor alt. Overfor temposkift og smil, og opture og nedture. Overfor dig. Kunne jeg ikke bare komme til at stå overfor dig?
Jeg konstaterer en gang imellem min længsel efter dig. Og selv nu kan den være stor, for jeg afspejler dig i alt. I alle. Sammenligner og holder op imod. Vender og drejer, til jeg falder i søvn. Søvnen mod drømme og dig. Dig, min. Du vil altid være min. Min egen. Min. Du. Du min egen forfølger mig overalt. Og her troede jeg at det var mig der var forfølgeren, lureren, men måske er det lige omvendt? Bare uden du ved det? Eller er det for amerikansk? For Hollywood-agtig?
Mange gange har jeg haft lyst til at kontakte dig, min venner har haft lyst tilsidst, pga mine evige humørsvingninger, og snakken udenom, og venten og drejen, og sammenligning. Men jeg skød det vel hen!? Måske er jeg bange for dig? Bange for at blive åbnet, og drukne i minder? Skabe ny, og gemme gamle?