Sjælen gik til højre,
sindet til venstre,
kroppen satte sig ned i midten
og nægtede at gå ét skridt yderligere.
Sjælen fandt omsider hjem igen,
sindet blev mørkere for en stund,
kroppen haltede efter,
ranede sig lidelser i top og bund.
Sjælen gav sindet en overhaling!
Satte sindet så grundigt på plads,
som straks herefter - med raske bevægelser,
skurede og skrubbede sit indre palads.
Se, det var straks bedre,
sagde sjælen.
Jo tak - og nødvendigt,
sandede sindet.
Kroppen haltede ærgerlig bagud,
noget var altid i trættende udbrud.
Måske den bare var lidt jaloux,
på sjæl og sind, der bare ku'.