Jeg er et sort Får,
det har jeg altid været.
De hvide,
blanke,
renlige Får afskyer mig.
Jeg er mat,
jeg er beskidt,
jeg er ikke som dem.

Hvid passer til alt.
Hvide vægge lyser op,
hvid skjorte er elegant,
hvid er eftertragtet.
Sort er avangardeu.
Sort er speciel,
for speciel.

Misforstå mig nu ikke,
da jeg er let at misforstå.
Jeg hverken fortryder eller benægter,
at jeg jeg er et sort Får.
Jeg omgås med mine slags,
de få der nu er i denne verden.
Flertallet er hvide,
normale Får.
Men jeg tænker ikke på tal eller fakta.
I stedet forholder jeg mig til at jeg ikke er ene.

En flok på 1000 Får,
1 sort i mellem.
Det er betryggende,
det er beroligende,
Hurra!
At udråbe et Hurra!
Med sig selv,
om sig selv,
trist.

Jeg føler ikke at jeg har vundet nogen sejre,
endnu.
Jeg er jo stadig ene med mine problemer,
og mine sejrer.
Jeg udråber en Skål.
Slår glassene sammen,
glasset!

At være anderledes kan være svært,
men jeg går sammen igennem det.
Jeg i den ene hånd,
mig i den anden.
Jeg har altid mig selv.
Jeg er ikke ensom,
jeg nyder mit eget selvskab.

Min mor var et hvidt Får,
min far ligeså.
Rent biologisk kan jeg ikke være et sort Får.
Men det er jeg,
mirakler sker.