Det bankede på.
En ækel lille forkvaklet skabning fyldte min dørspion.
Jeg vidste hvem det var men turde ikke tænke det.
Fortiden.
Fortiden stod og ville ind.
Ville ind i mit liv som tilhørte nutiden.
Han var fortiden og jeg ville beholde det sådan.
Jeg havde været glad for ham dengang, men man glider jo fra hinanden.
Jeg var gledet fra fortiden og havde i stedet mødt nutiden.
Han pressede på med en utrolig kraft.
Døren kunne ikke holde fortiden ude, så hængslerne sprang.
Mit skjold sprang.
Han kendte vejen og jeg fulgte modvilligt trop.
Ud af atmosfæren trak han et fotoalbum.
Et fotoalbum der indeholdte billeder af mig.
Billeder af mig fra fortiden.
Dengang fortiden var nutiden.
Jeg kunne knap nok kende mig.
Jeg lignede mig selv men jeg var forandret .
Albummet skulle gå i brand.
Minderne skulle slettes.
Slettes fysisk mens de var slettet psykisk.
Jeg brød mig ikke om mit møde med fortiden.
Og mens jeg sad med fortiden tænkte jeg på nutiden og fremtiden.