Hvor er det svært,
og dog ganske enkelt,
og dog så svært!

Ville så gerne, men hvordan skal det ske?
Vor verden er ganske,- og dog volder afsky!
Lykken den skinner, men tænk hvor begrænset,
går rundt blandt de mange, tænker hvor går de hen?
Findes solen hos dem eller er den kun hos mig?
På hospitalet var der masser af ansigter,
nogle med smil, andre bekymrede,
men et dav! kunne ændre på ganske meget,
så snakken den gik, som et lettelsens suk,
ansigtet fik farve, varmt og ganske levende,
lidt tårer, på trods, fandtes glæde i snakken
som ville den lindre, måske helbrede.
Det var som om den indestemte og dybfrosne tilstand
blødte op, smeltede, ja væltede ud gennem munden,
pludselig en klukkende latter så triller,
den spørgende varmes i sin lyttende tilstand,
har ikke grund til at spørge meget mere,
blot nikke og smile skabe bekymret forståelse.
En følelses var etableret, et skrøbeligt,
men herligt forståelsesbånd var skabt!
En dør der åbnes;
et navn bliver venligt kaldt på,
ansigtet falder tilbage i sin udtryksløse tilstand;
stille siges;
tak for snakken,- fortsat god dag!
Og personen forsvandt bag den lukkede dør.
Jeg sidder tilbage, hvor er det dog svært
at gå fra en tilstand i forståelsen sfære
og pludselig vende tilbage til sin egen atmosfære!