dagens tunge skridt har gjort mig rastløs.
langsomt trækker viserne sig rundt i ring,
og tværer tallene ud på sin vej.
sukket der startede fra dybets bund,
bliver et udtryk for min forbarmelse,
når jeg socialiserer med mit spejlbillede.
tv'et glor mig uhjælpelig tilbage,
søger desperat tilflugt hos computeren.
men heller intet svar. I hvert fald intet nyttigt.
dunken i brystet keder sig aldrig,
det er det mest aktive lige nu,
så det er hvad jeg vil lave.
lave hvad man kan lave,
når der intet er at lave.
bare leve,
og lade mit hjerte banke.