Det åbne vindue gaber faretruende ad mig, men jeg er forvirret. Hvordan skal det tolkes? Et vagt signal om at en uindbudt gæst ankommer snart eller er det bare min fantasi, som spiller mig et mægtigt puds? Udenfor damper virkeligheden af vold og skam.. eller også er det bare katten, som har været en lille luder igen. Var jeg overhovedet hjemme længere? Bilbo Sækker kommer vel snart med noget at æde. Jeg kan lige så godt sidde i en eller anden overbefolket, smal gang på et mentalhospital, med skum og blod om munden, i fuld gang med at foregive det hele inde i hovedet, alt imens jeg har livlige samtaler med væggene. Golde og hvide. 
Jeg er stadig forvirret; jeg har ikke sovet længe. Faktisk har jeg slet ikke sovet, hvilket giver mig konstant hovedpine.... herefter drikker jeg kaffe... ja... KAFFE! Koffeinen skal få mig igennem denne dag; dronningens fødselsdag... men for mig er det bare endnu en dag, hvor jeg skal undgå Sol Gudens klamme hånd. Alt i alt en potentiel festdag eller dødsdag - fanget et eller andet sted mellem de to poler, med kun et vagt ønske om at overleve. 
Pletterne for øjnene bliver stadigt flere og større, hvilket ikke er et godt tegn. Dehydrering. Udmattelse. Sult. Usammenhængende tanker og tale. Tanken om at jeg om 1½ time står med skarpe instrumenter i et sløjdlokale, omringet af 15 unger er ikke god. Slet ikke nu. Angina pectoris. 
Ved min ankomst vil jeg blive bemærket; især pga. mine poser under øjnene, gule kulør og generelle slette udseende - det har altid været sådan, men i dag er det endnu værre. Jeg ryster og gisper efter vejret, som en junkie på metadon og mit sind er sort som tjære - jeg er i det hele taget ikke i humør til at undervise. 
Træt. Rigtig træt. Jeg har det som en eller anden nyligt død farao og er egentligt tilfreds ved tanken om at sove 6-7000 tusind år, før solens stråler igen ville ramme min blege hud. Det eneste problem er at den her farao ikke havde råd til en sarkofag og der var vinduer i hans pyramide. Den forpulede sol ville bare ikke forsvinde. Jeg misunder dem af mine efterkommere, som kommer til at opleve en død sol. Intet lys; bare kold mørk viden om den snarlige udryddelse af alt liv i hele solsystemet. Veltilfreds smileri i fremtiden - tilbagevendende og måske (?) evig melankoli i nutiden. Nao tem.