De sidste 15 sekunder må være det mest bitre; du står på stolen med rebet om halsen - perfekt placeret rent visuelt; man kan se naboens blomsterbed og flagstangen vi hjalp med at sætte op for 15 år siden og solen der gabende brænder dig i øjenhulerne - "..Ak, nutiden forsvinder når tiden går.. og små stykker af fortiden former nutiden.." - Herefter forsøger du at mumle en passende sætning - halvvejs højtideligt. Skal det være noget fra biblen??! Nej! Noget vrøvl? Ja, hvorfor ikke? Der er ikke andre til stede? Jeg sætter reglementet? Hmmm... frie tøjler? (Der er ingen bånd der binder mig?)Så er der hele problematikken med de folk, som finder dig? Skal man ligge et brev? Skrive en lille sang? Gratis kage og cola? Måske noget stærkere? Det er fandme svært at være vært under de-her omstændigheder? Og det skal jo være perfekt. Det er ikke ligesom at glemme at købe noget imens man er ude at handle, den her problemstilling er en langt mere kompliceret sag.Lidt efter lidt begynder man at være ligeglad; man tester rebet. Man skulle nødigt komme galt af sted. Få det overstået. Lev i nuet. Levende død? Dødfødt? For helvede! Det er altid når man har det allermest sjovt at ens samvittghed kommer dunkende.... man mister grebet og fortryder. Idet man træder ned fra stolen sætter man sig i det smukke lys, solen tegner omkring din skygge på væggen; en sølle version af "Tænkeren", men med et ligeså bedrøvet ansigtsudtryk. Eksistentielt på en klippe med kun hænderne at holde fat med. Til sidst kommer man så langt ned i dynget at du får fordrejet din virkelighedsopfattelse; almen moral og etik bliver forvrænget - du begynder at undre dig over om det mon kan blive meget værre? Du ved at sandsynligheden for at din smertetærskel ikke gennembryder lydmuren, hvis du lader dig falde, er ikke-eksisterende, men alligevel er der en syg del af dig som nysgerrig tiltrækkes smerten og den minimale chance for at overleve. Muligheden for at rejse dig fra krateret, som en anden fugl fønix; den uforgængelige vinder - eller måske en kæmpe taber fordi man ikke nyder den buket blomster man allerede har samlet til sig selv?