Du brændte hende igen - og nød det på en eller anden særpræget måde. Hendes smerte, klagen og udtrykket i hendes naive ansigt var ikke noget du tidligere havde stiftet bekendtskab med. Intet beløb, ingen skat kunne erstatte den nærende fornemmelse og følelsen af at være i kontrol; lidt ligesom kirurgens nøje lagte snit i en patient; endegyldig kontrol... men du fik konsekvensen at se med det samme; hvert lille ryk ville udløse et krampende og misfornøjet udtryk eller i sidste ende ville der naturligvis ikke være nogen reaktion overhovedet: det følelseskolde produkt af en intetanende og ligegyldig verden.
Hun var nødvendigvis perfekt eller havde nok været det engang, i det mindste i dine øjne. Jeres dage sammen var gode, men talte fra begyndelsen - ligesom alting her i verden; selv tiden er forgængelig.. en purøs gave som man bør værne om og kun forære væk i situationer som fordrer det. Du ødelagde nok det meste af hendes tid; slog du hul på timeglasset? Jeg ville gerne vide om det var det hele værd? Du fik jo ikke mere tid af den grund, tværtimod har du spildt din egen tid.
Du kigger hende i øjnene og ligger mærke til at du bliver vist i miniature-udgave og at vandet omkring også har fået en plads derinde; alligevel lod det til at hun havde mere vand i øjnene og ned ad kinderne end der var i hele verden. Salte tårer på en varm sommerdag. Pinlig tavshed bekræftede minut for minut at du var ved at forsvinde fra hende, hvilket sikkert også forklarede at du undgik øjenkontakt; det syn ville være alt for brutalt - selv for en voksen mand. Når sjælen ligger såret og forladt bag to kugleformede vinduer og anskuer dig, så er det enete man kan gøre at kigge væk og prøve at tænke på noget andet... desværre narrer man ingen på denne måde.
En eller anden dag vågner man op og kigger på det samme ansigt som dagen før, men noget er ændret; kemien har sejret - du tager en pille, smutter ud i verden i jagten på en anden sjæl. En ny sjæl at dele alting med. Gensidig mental tortur, imens vi minder hinanden om hvor dejlige vi faktisk er i forhold til alle andre i hele verden og især i forhold til alle de andre vi har været sammen med - Morten Korch-løgnen er utrolig populær og vi har mange røde køer, som vil bekræftes i at de leverer den bedste mælk. I samme sekund kan vi huske alle de dårlige stunder vi havde sammen med de andre og synkront fortrænge alle de gode, så vi har en undskyldning for at lade vores øjne stikke hinanden ihjel på åben gade hver dag. Hvor er lykken lunefuld.