Med dig og dit smil kunne jeg erobre verden
lyse op og
gentage mig selv i evigheder:"Jeg kan ikke sove før jeg har fortæret dig."
Statuetter og trofæer, jeg ser dig alle vegne, og samler ind til mit ego. Det eneste ikke-materialistiske, ikke-eksisterende,
det eneste uvirkelige jeg har for mig selv.
Smuk, ser du ud, som du hænger malet der, som det eneste,  på min væg. Et vindue til min drømmeland, til min virkelighed. Til mig, og mit. Det eneste jeg har kært.
Dine øjne fortærer mig, hver eneste dag. I hver eneste tanke, som er vendt mod dig, smager du, fornøjet (?), på mig. Mens jeg bare kan stå og se det hele stå til, kan du mæske dig, i mig, og opsluge mig, og mine drømme, og min virkelighed, og mig, og mit.
Jeg elsker tanken om total udslettelse, det at blive et med, dig (!), og dit. Så du kan blive jeg, og vi kan blive os. En uniformitet, en genkendelighed jeg kun kan tilbede og nikke genkendende til.
Jeg kan ikke sove før jeg har fortæret dig.
Med mig i dine tanker, kunne jeg blive alt jeg har drømt om.
Jeg kan ikke sove før du har fortæret mig.
Vi kan ikke sove før vi har fortæret dig.
Du kan ikke sove før jeg har fortæret dig.