Jeg vender mig altid tilbage
efter dig.
Mens jeg ser fremad, kan synet bagud, i bakspejlet, få mig til at indse at saltet på mine kinder ikke stammer fra havet, og verden og glæden ved glemsel og længsel og små lykkelige stunder, men fra vemod.
Du vil altid ligge bag mig, beskyttende, som en skytsengel fra oven holder du hånden over mig og holder mig ved ilden.
Eller er du måske blot et stykke af mit knuste hjerte, som jeg spejler mig i hver eneste morgen, før jeg går ud? En spejlrefleks mod alt nyt, min brændende busk, mit sted hvor alt er trygt.
Jeg skænker dit smil alt, hver eneste dag. Mit knuste hjerte slår sig selv mer' og mer' i stykker for hvert åndedrag. Min trang efter liv, slår mig, blodsprængt, i gulvet efter hvert hjerteslag. Ser jeg rødt? Eller ser jeg dig? Jeg tvivler på om du er min rose, et stykke af mig selv, eller en del af min fortid? Min gudinde, og engel. Min kvinde? Mine tanker, mit? Min verden, mit sind, mit et og mit alt? Er du min oplevelse? Eller er jeg ved at blive et produkt af dig og din fortryllelse.
I såfald, hvem skriver mig?