Barberbladet ligger i min hånd. Bladet rører mine fingre. Jeg er bange, men kan ikke vende om, min bedste ven og fjende "monsteret" har taget over. Jeg kan føle bladets spids på min hud, mine fingre dirre, jeg er rigtig bange, bange for det "monsteret" allerede har bestemt jeg skal gøre!
Det bløder, den røde væske forlader lige så langsomt min lille krop. Jeg mærker "monsterets" glæde fylder mit hoved, får min krop til at slappe af, min frygt bliver forvandlet til en lettelse, godt det snart er ovre! Det stopper ikke, "monsteret" har bidt sig fast, han vil ikke lade mig være, min kontrol forsvinder som hans tager over. Jeg må indse at jeg enten kan kæmpe imod og tabe, eller overgive mig, hengive mig til hans hypnotiske tankegang, hvor død er lig med at leve.
Jeg kan mærke min krop syne hen. Den røde væske forlader min krop i stadig større mængder, det er for sent at vende om, fortrydelsesretten er ophævet, monsteret har vundet! Jeg forbereder mig til begyndelsen på enden... 20 år er vel også en alder, det var vel næsten 20 for mange?! Jeg prøver at skifte tankebane, sige til mig selv, at det ikke er for sent at vende om, men "monsteret" ler mig op i hovedet, jeg er i sandhed en slagen kriger, eller kujon, for jeg har nok aldrig rigtig kæmpet.
Der kommer en engel, hun snakker med en stemme, som virker bekendt! Jeg har hørt hende før, mon mine forældre også er her i Himlen? Englens stemme lyder forskrækket, det undrer mig, for Paradis skulle jo være så godt et sted! Hun er bange, helt sikkert bange! Hun snakker i telefon, hun snakker om skadestue, det undre mig, for der er vel ingen syge i Himlen?! Hun holder mig i hånden, som der kommer nye stemmer ind i rummet. De er ophidsede, hvad sker der? Måske er det dommere, måske er jeg ikke god nok til Paradis, måske skal jeg i stedet leve under jorden sammen med de andre slagne piger, hvis "monstre" også vandt den krig pigerne ikke selv havde startet.
Jeg bliver løftet op og lagt på et leje. Her får jeg noget i næsen og et prik i hånden, hvorfra der kom noget underligt koldt ind. De ruller med lejret, en mærkelig følelse af intethed omslutter mig, her ved jeg, at jeg ikke er død, for Himlen føles i hvert fald ikke sådan!
Jeg vågner, englen var ikke fra Himlen, hun var et personale, og stemmerne ej dommere, men Falckreddere. De reder mig fra "monsteret" vold, men kun for en stund! Lige nu lever jeg, men hvad med i morgen? Helvede lige nu, i morgen måske Paradis?