Skyggerne kommer, vinden blæser, sammen danser de i takt til en symfoni kun de kan høre.
Solens stråler får skyggerne til at glinse, til at virke levende. Tidslen danser vals med rosen, et komisk par, udyret i en dans med havens pryd.
De bliver betragtet misundelige af træerne, de store klodsede stammer kan ikke danse, kun bladene kan danse med, men ikke med samme pragt som det skøre par.
Mørket tager til, dansen slutter, alle siger tak for dansen og tidslen kysser forsigtigt den lille rose, de er lykkelige, et bevis på kærlighed trods forskellighed, for i dette øjeblik er de ligemænd, ikke ukrudt og skønhed.
De går hver til sit, øjeblikkets magi er slut, igen er den ene uønsket og den anden elsket i den store have, indtil skyggerne og vinden igen byder op til dans.