De ser på mig, alle disse mennesker, som er fanget inde i deres lille osteklokke, jeg ser på dem. De snakker med hinanden uden rigtig at komme hinanden ved. I virkeligheden har de nok i sig selv. De kloge af dem laver regler, som resten af dem skal følge, og de stærke får lov til at spille med musklerne, når en af osteklokkerne gør noget som de kloge har sagt man ikke må. Der findes steder hvor man laver osteklokkerne når der er kommet skår i dem, eller de er gået itu. På disse steder må man ting, som man ikke må i resten af osteklokkesamfundet. Man må spænde de ituslåede osteklokker fast til deres seng, og det samme med deres hænder og fødder. De der gør det siger, at det er fordi det er det bedste lige nu, men hvordan ved de det? Måske har de en medført evne til netop at kunne afkode disse situationer, eller måske regner de med at osteklokken heles hurtigere ved at ligge hjælpeløst og kigge ud af et vindue og håbe at de dage der snart flyder i et vil stoppe, og at osteklokken vil blive fjernet helt fra dem, så de kan møde den skæbne som alle osteklokker nu engang vil møde, døden. De bliver holdt kunstigt i live, måske mest fordi samfundet ikke vil indse, at man ikke kan tvinge livsmodet tilbage i folk, som har indset at osteklokkens klaustrofobiske indre, er et for trangt et sted at leve, når man har set og oplevet livet, i al sin brutalitet og realitet. Rendyrkede osteklokke mennesker fester, drikker og "nyder" livet, eller det er i hvert fald det de påstår at de gør. Men er druk og venner virkelig et liv, når man er 25 eller yngre? Nej ville jeg sige som den knækkede osteklokke jeg nu er. Efter at have oplevet mange nedture og frygt har jeg opdaget at livet i den sikre osteklokke ikke er for mig, jeg kan simpelthen ikke indordne mig under de spillekrav, som de andre osteklokke mennesker bruger, så vi ender med at sidde og spille to forskellige spil. Osteklokke mennesker er for komplicerede at være sammen med, det er lettere at være sammen med andre knækkede osteklokker, vi har samme spilleregler, så vi kan spille spillet til ende og hygge os imens. Men hvem ved om jeg engang bliver et helt osteklokke menneske igen? Men mand, børn og hus. Fremtiden er uforudsigelig, men som min verden er nu er min osteklokke i så mange stumper og stykker, at det bliver svært at samle den selv. Jeg behøver hjælp til det puzzlespil, og selv med hjælp, er der ingen garanti for, at det vil lykkes mig!