Det er når jeg ser dine øjne,
dit smil i morgenstrålernes røde skær,
at jeg retfærdiggør alle mine løgne,
til de blødeste valmue blomsters empati,
over en brændende sukkerfyldt kop kaffe med sirup.
 
Det er når jeg begraver mine øjne i nattens løgne,
med dynen kravlende tættere ind til kroppen,
at jeg elsker dig med fantaserende øjne,
når illusionerne fægter om kap med drømmendes ild,
og dit ansigt slider i takt med håbet om din nydelse.
 
Det er i sekundet minderne falder tilbage at jeg længes,
med en fortabt virkelighed i takt og tone,
kredser tankerne hvileløst rundt i nattens slingrende ruter,
hiver vågende efter dine kys på min barm,
til troen om forhåbningens klang.
 
Det er med dit hår svingende på afveje og diverse ruter,
jeg bider mig selv i læben og kniber benene sammen,
for ikke at krilleren i maven skal til at længes,
efter minutiøse øjeblikke sukkende efter dit blik,
fra et tomt rum i et spejl.
 
Det er med bidende negle jeg længes efter sne,
en bidende kulde på diffuse sjæle vandrende omkring,
higende efter den tryghed du bær i dine ord og arme,
med livet i behold og din skønne charme,
riv du blot i mit ansigt og fortæl mig mit lod ved din side.