Jeg tager din stemme til mig og gemmer den i mine lommer,
træder nænsomt et skridt ud over skrænten og skræmmes,
til det livsbekræftende øjeblik jeg ser min skæbner i møde,
og mødes med dig i et vakuum af et kys bag solnedgangen,
for at gense det som mit hjerte begræder i søvnens sandhed,
om jeg blotter for nattens masker af tidens gæring.
Jeg tager din hånd i min og knuger den ind til mine drømme,
viser dig de syrlige eksistenser og perverse sandheder,
hvor nattens djævle lever i alle og møder morgendagens bobbel,
fyldt med chokolade, former og godt med creme,
kommer det uventede altid bagefter og skyndes.

Jeg tager dit hjerte og passer det ind til mit bryst,
spytter et andet i ansigtet og glider ned mellem kantsten og bilos,
og møder den bagside af hverdagens krav som en skæbner giver,
jeg klager jeg møder, jeg anser og længes, forevig,
men glider mod trøsten, mod høsten og frugten i salven,
der ligger gemt i det visse og forbedring om minderne om tidens ar.