Jeg vil ikke nævne navne på de personer, der er omtalt i denne sag, af hensyn til de efterlade.

Jeg satte mig ved siden af hende i toget en morgen. Det var sådan vi mødtes første gang. Hun var behagelig at sidde og snakke med, og vi blev hurtigt gode venner.
Jeg kan huske at hun altid så, så glad ud dengang. Hendes smil fik altid mig til at få en god dag. Vi kunne snakke om alt mellem himmel og jord. Kors hvor jeg savner hende.
Der kunne gå en måned hvor vi ikke så hinanden, men så snart sås var vi tilbage i den samme snak, ærlig talt tror jeg, at jeg var lidt forelsket i hende. Men hun havde det vist ikke på samme måde. Jeg ville ønske, at hun havde, for så havde det nok været anderledes i dag. Desuden havde hun forskellige kærester, som hun af og til fortalte om, når vi var sammen.
Hun fortalte meget om en af dem, kan jeg huske. Hans navn vil jeg ikke skrive her, men han var en sød fyr. Jeg havde fornøjelsen af, at møde ham et par gange. Jeg viste, at jeg ikke havde skyggen af en chance med hende, mens de var sammen. Så jeg skød den tanke ud af hovedet.
Da de slog op, var hun helt knust, og fandt trøst i vores venskab, på daværende tidspunkt var det mig der var optaget, og jeg ville ikke ødelægge det forhold dengang. Det kan ingen bebrejdet mig, hvad man derimod kan er, at jeg ikke lage mærke til at hun begyndte, at lukke sig inde i sig selv. Ikke at det kom pludseligt med det skete gradvist over et par år. Det gik pludselig op for mig, at jeg ikke havde se hende smil eller hørt hende le. I næsten et år og da jeg spurte ind til, hvorfor hun var holdt op. Slog hun det hen som ingen ting var sket, og fortalte at det nok bare var, fordi hun ikke havde været i så godt humør.
Jeg fornemmede hendes modvilje og lod sagen ligge. Jeg tænkte, at hun ville fortælle mig om det, når hun selv var klar til det. Det var nok her, jeg begik den største brøler i mit liv, og det har jeg aldrig tilgivet mig selv for. På den andet side viste jeg jo ikke, hvad der var sket. Jeg havde den gang en teori om, at hun hvad opdaget noget, om hende selv, hun ikke brød sig om.
Det næste tegn jeg bemærkede var at hun begyndte at tabe sig. Hun havde altid været lidt forfængelig, så jeg tænkte ikke nærmere over det. Jeg havde altid ment, at hun godt kunne tabe sig lidt, men da det begyndte, at blive for meget, spurte jeg, om hun ikke var ved at gå over gevind med den slankekur, som hun havde talt en del om året for inden. Svarede hun at hun kun manglede et enkelt kilo før hun stoppede. Og kort tid efter havde hun da også taget lidt på igen.
Det tredje og sidste tegn jeg bemærkede, var da jeg tilfældigt kom til at røre ved hende, og hun for sammen, men også det havde hun en undskyldning for. Jeg havde bare forskrækket hende. Havde jeg vist bedre havde nok presset på for, at finde ud af hvad der foregik, men det viste jeg ikke nok om.
En måned senere begik hun selvmord. Jeg blev klar over det dagen efter da jeg modtog et brev fra hende. Det var sendt med posten. Hvor hun skrev, at hun var blevet voldtaget, to år tidligere, og at hun ikke længere kunne leve med skammen.
Jeg kan bare ikke lade være med at føle, at jeg har svigtet hende. På en eller anden måde. Kunne jeg have gjort noget, mere for at få hende til at åben sig? Tre gang havde jeg muligheder få, at hjælpe hende, og alle tre gange valgte jeg at lade være.
Jeg er ikke stolt over det, men jeg kan ikke se hvad jeg kunne have gjort anderledes.

Jeg har skrevet dette for at komme ud med det, og for at forhindre at det sker for andre, og jeg vil ikke have jeres medlidenhed. Den fortjener jeg ikke.