Svanemor var begyndt at få travlt. Nu var der knap tre måneder til jul og hele familien skulle have julegaver. Hun lavede dem altid selv, og traditionen tro strikkede hun næbvarmere. Vinteren nærmede sig, og de skulle ikke fryse - de små pus og den dejlige svanemand.

Mens hun sad med sit håndarbejde, tænkte hun på den grumme tid, som nærmede sig.

Det var altid deprimerende, når sommeren var ved at være slut, og vinteren stod for døren. Ikke kun fordi det blev koldt, og der faldt sne. Men også fordi mange af hendes venner skulle lade livet. Hendes bedste veninde gåsen Lulu var dybt deprimeret. Svanemor havde bemærket det men kunne ikke gøre noget. For de kendte jo årsagen. Lulu skulle slagtes. Svanemor havde lovet at holde godt øje med hendes gåsebørn, når hun ikke var her mere.

Andine var mere afklaret med sin skæbne. Hun vidste, det i generationer havde været sådan. Nogle måtte lade livet, for at menneskenes fest blev helt perfekt. Hendes andebørn var heldigvis blevet store og kunne klare sig selv.

Svanemor var taknemmelig for, at samme skæbne ikke gjaldt hendes slægt. Hun brugte megen tid på at spekulere på, hvad der mon kunne gøres for at undgå alle disse drab.

Svanemor var vist faldet i søvn, for pludselig stod en af ungerne og ruskede i hende.
   "Mor, mor, jeg vil altså ikke have en ensfarvet næbvarmer igen i år. Der skal striber på."